Værd at vide før du vælger en Irsk Ulvehund

 

 

Hvordan er den Irske Ulvehund at leve med?

Ulvehunden er en meget stor hund, hvor hannerne ikke sjældent når en mankehøjde på omkring 85-92 cm med en kropsvægt på 70-80 kilo. Tæverne bliver ikke helt så store.

Ulvehunden er meget socialt anlagt, den elsker at være i selskab med andre hunde og med sine mennesker. Vi vil ikke anbefale at man anskaffer sig en hund, hvis man er væk fra hjemmet 8-10 timer om dagen. Ulvehunden kan sagtens være alene i nogle timer, men vi synes at det er synd hvis den skal tilbringe de fleste af sine vågne timer alene. Man må ikke glemme, at hunden er et flokdyr.

 

Ulvehunden er ikke behagesyg – hvilket kan være en udfordring, når man træner den. Man skal være i stand til at motivere og overbevise den om, at det, man forsøger at lære den, er sjovt. Generelt er det en meget intelligent hund, som er overordentlig dygtig til at aflæse mennesker og deres sindstilstande. Dens indfølingsevne gør, at det på ingen måde er nødvendigt at være hård, når man opdrager den. Men, man skal være konsekvent og kærlig og så får man en fantastisk 4-benet ven.

 

Den Irske Ulvehund er en mynde, hvilket vil sige at den hører til de galoperende hunde. Den elsker at løbe, men den er en sprinter, så det er ikke nogen god ide, at motionere den på længere stræk ved siden af en cykel. Når den selv leger, foregår det mest i spurt med hvil ind imellem. Forklaringen er at den har været anvendt til storvildt jagt, hvilket krævede både hurtighed og råstyrke. Man brugte den til den såkaldte par force jagt, hvor hundene løb byttet op og derefter dræbte det. Denne jagtform er ikke længere lovlig i de fleste lande, så Ulvehunden er på det område blevet arbejdsløs. Ikke desto mindre nyder den en stadigt stigende popularitet Verden over som selskabshund, uden at den har gennemgået en ”genetisk omskoling”, hvad temperament og adfærd angår. I et digt fra 1811 af W.R. Spencer om den halvlegendariske Irske Ulvehund Gelert står der: ”……So true, so brave – a lamb at home, A lion in the chase” (Så tro, så modig – et lam i hjemmet, men en løve på jagten). Allerede i de meget gamle kilder er der stor enighed om, at Ulvehunden har to sider. Vi ser den ofte beskrevet som: Gentle When Stroked, Fierce When Provoked (mild ved kærtegn, frygtindgydende ved provokation). Der er nu ikke noget særligt frygtindgydende ved en Irsk Ulvehund, men jægeren ligger fortsat i den og det må man aldrig glemme. Den skal være sikker i indkald, før man bør lade den gå løs på dertil indrettede arealer.

 

Hvor længe lever en Irsk Ulvehund?

Ifølge en stor Amerikansk undersøgelse er gennemsnitslevealderen for alle store hunde (fra Labrador-størrelse og opefter) omkring 6 år, mens den for små hunde (fra Labrador-størrelse og nedefter) ligger på omkring 7 år. Når man taler om gennemsnitslevealder, er det vigtigt at forstå, at det ikke betyder at alle store hunde kun bliver 6 år og at mindre og små hunde kun bliver 7 år.  Ulvehundens gennemsnitslevealder ligger også på omkring 6½ år. Når det er sagt kan det tilføjes at den ældste registrerede Irske Ulvehund levede i 16+ år. Det er dog ikke realistisk at forvente, at den Ulvehund, som man påtænker at anskaffe, måske vil blive lige så gammel. Det var et særtilfælde. Når en Irsk Ulvehund bliver gammel bliver den måske 10 – 12 og i nogle tilfælde 13 år, men som regel skal man regne med, at de bliver et sted imellem 7 og 9 år gamle.

 

Hvilke arvelige sygdomme møder man hos den Irske Ulvehund?

Sammenlignet med mange andre hunderacer, er den Irske Ulvehund ikke behæftet med nævneværdigt mange arvelige sygdomme. Dog taler vi om de tre store dræbere: Hjertesygdommen Dilateret Cardiomyopati (DCM), Osteosacom (knoglekræft) og mavedrejning.

 

Herudover optræder en arvelig lidelse, Porto Systemisk Shunt (levershunt) som er en slags udviklingsfejl fra fosterstadiet, hvor visse blodkar fører fosterets blod udenom leveren, idet moderen under drægtigheden varetager rensningen af blodet for fostrene. Disse blodkar skal lukke sig automatisk inden for de første døgn efter fødslen, så hvalpens lever selv overtager rensningsfunktionen. I visse tilfælde (man regner med ca. 2 %) lukker disse kar sig ikke – og hunden vil langsomt selvforgifte. Hunde der fødes med denne lidelse, kan i nogle tilfælde opereres med succes, eller de kan holdes på en proteinfattig diæt. – men sidstnævnte behandling giver sjældent en overlevelse på mere end 2 år.

Inden man når til disse bekymringer, vil det være en rigtig god ide at spørge opdrætteren om kuldet er undersøgt for lidelsen, inden de rejser hjemmefra. Det gøres med et par blodprøver. Undersøgelsen skal være den såkaldte totrinsprøve, hvor man undersøger galdesyremængden i blodet først på den fastende hvalp og igen, når hvalpen har spist et måltid.

 

Om hjertesygdommen DCM ved vi, at der efter al sandsynlighed har tale om en arvelig sygdom og med formodentlig en dominant arvegang. Det betyder, at den ved målrettet avlsarbejde til en vis grad kan avles bort inden for en overskuelig årrække. Spørg altid opdrætteren om forældrene til den hvalp, du påtænker at købe, er hjerteundersøgt umiddelbart inden parringen. Attesterne på forældredyrene bør ikke være mere end 12 måneder gamle. Klubben anbefaler, at hunde undersøges én gang årligt fra de er 24 måneder gamle og resten af deres levetid. Kan sygdommen fanges i de tidlige stadier, før hunden har egentlige symptomer, vil korrekt medicinering i de fleste tilfælde forlænge hundens levetid væsentligt.

 

 

Om knoglekræft og kræft generelt ved vi ikke så forfærdelig meget endnu, men erfaringsmæssigt ved vi dog, at cancer optræder hyppigere i nogle familier end i andre. Det er derfor nærliggende at antage, at en vis arvelig disposition er til stede som sammen med en lang række andre udløsende faktorer fremkalder sygdommen.

 

Om mavedrejning er der mange teorier, og det er ikke alle der synes at holde. Vi ser, at mavedrejning optræder hyppigere hos nogle hunderacer end hos andre. For ulvehundenes vedkommende er der en tendens til, at sygdommen optræder hyppigere i visse kenneler end i andre. Der er ikke tvivl om at mavedrejninger er forårsaget af forskellige sociale, miljømæssige såvel som fysiologiske faktorer.

 

 

Vigtige overvejelser og spørgsmål til den opdrætter du ønsker at købe hund hos.

At købe en hvalp er en tillidssag for både opdrætter og hvalpekøber. Opdrætteren skal føle sig sikker på, at køberen er i stand til at give den lille hvalp en optimal opvækst i gode og hundevenlige omgivelser. Som hvalpekøber skal man klart fornemme, at den lille hvalp er opdrættet med omtanke og ansvarlighed for racen. Virker hvalpene åbne og umødekommende og opholder de sig i rene og gode omgivelser. Det er overordentligt vigtigt at ”kemien” passer mellem opdrætter og hvalpekøber.

Når man besøger en kennel, er det en god ide også at se på de voksne hunde på stedet og om de er velfodrede, velplejede og virker glade og harmoniske.

Spørg opdrætteren om hvalpen er - eller vil blive undersøgt for sygdommen levershunt inden de forlader stedet. Det er ligeledes vigtigt at avlsdyrene på stedet bliver screenet for hjerteproblemer. Spørg derfor om forældrene til hvalpen er hjerteundersøgt inden for de sidste 12 måneder inden parringen. Bed om kopier af attesterne på såvel levershunt undersøgelsen som på forældrenes hjerteundersøgelser. Undersøgelserne bør være udført af specialister, se listen over landets veterinære hjertespecialister. Blodprøverne for levershunt bør være analyseret på et anerkendt veterinær laboratorium.

 

Hvad koster en Irsk Ulvehund?

En Irsk Ulvehund er meget dyr at opdrætte. En hvalp, som er optimalt opdrættet, med kvalitetsfoder, regelmæssige ormekure, 1ste. hvalpevaccination, sundhedsattest, diverse attester på forældredyrenes hjerte status, levershunt attest og DKK stambog, koster normalt 9-10.000,- kroner. Klubben advarer mod at købe hvalpe uden DKK stambog, da det sædvanligvis er tegn på useriøst opdræt, der overvejende er økonomisk motiveret.

 

Fodring og opvækst

En Irsk ulvehund har en enorm tilvækst i sit første leveår, hvor den skal vokse fra en fødselsvægt på 500 – 700 gram til næsten voksen vægt på 60-80 kilo. Meget kan gå galt ved forkert fodring og motion. Det er vigtigt, at man følger opdrætterens anvisninger nøje og hvis det er muligt, besøger denne med hvalpen med jævne mellemrum, så opdrætteren kan følge hunden og vurdere om den udvikler sig planmæssigt. Klubben anbefaler, at man ikke eksperimenterer med selv at sammensætte foderet til hvalpen i dens første leveår. Der er i dag mange foderprodukter af høj kvalitet på markedet, så her vil opdrætteren kunne vejlede.

 

Klubben vil slutte med at ønske dig alt muligt held med din nye hvalp.

 

© IUK & Pernille Monberg - teksten eller uddrag heraf må kun gengives med tilladelse fra IUK eller Pernille Monberrg